 |
Hvad er coaching?
Coaching handler kort sagt om hjælpe mennesker til at sætte mål og skabe resultater – til at opdage og udfolde deres fulde potentiale, og til at skabe det liv, de drømmer om.
Coaching er ikke terapi eller en form for magi. Det er en særlig samtaleform, hvor en coach stiller spørgsmål, der hjælper en anden til selv at opnå klarhed over et problem, et dilemma eller en udfordring og til selv at finde de svar og de løsninger, der er de bedste for den enkelte.
En metode til at skabe udvikling og læring
Coaching er en metode og en værktøjskasse, der kan anvendes i de sammenhænge, hvor ønsket er at skabe forandring, udvikling og læring. Coachens vigtigste værktøj er at stille spørgsmål, at lytte og observere.
En professionel, fremadrettet og handlingsorienteret samtale
Coaching er en professionel og fremadrettet samtale, hvor dine mål, motivation, ressourcer, potentialer og handlingsmuligheder er i fokus. Målet er, at du bliver i stand til at tage ansvar og handle kompetent og aktivt på et givent problem og det, du ønsker at opnå.
Du vil blive udfordret både mentalt og kommunikativt. Der bliver spurgt ind til problemstillinger og sammenhænge, som du ikke før har sat ord på. Sigtet med samtalen er, at du kommer til at tænke eller sige noget, som du ikke har tænkt eller sagt før. Det giver øget indsigt, større bevidsthed, nye og flere perspektiver, -og det styrker dine muligheder for at handle kompetent og målrettet. Kort sagt: Du opnår større bevidsthed, mere ansvarlighed og flere handlemuligheder ift. det problem, det dilemma, den udfordring eller det mål, du kommer med.
|
|